New Zealand

Fra kultur til natur – fantastisk tur! Efter ankomst til en grå himmel og 10 grader, var vores første tanke ”Hva’ fanden er det Albertslund, vi er landet i?!?” Vi skulle dog ikke køre langt i vores nye udlejningsbil, som efter at have kørt Jucy’en føltes som en sæbekassebil, før de første ”nøøøøøj-udbrud” meldte sig. På GPS’en havde vi indtastet Akaroa – en lille fransk-inspireret havneby halvanden time udenfor Christchurch, hvorfra vi dagen efter skulle på delfintur. Turen til Akaroa, som gav os en smagsprøve på den New Zealandske natur, var intet mindre end fantastisk. Antallet af fotostops var derfor ikke uanseeligt, da smukke udsigter kom så perler på en snor.

Vores indtryk af New Zealand blev ikke dårligere, da vi fik en meget gæstfri velkomst til vores hostel, som mest af alt mindede om et stort hus, hvor vi havde lejet et rigtig hyggeligt lille værelse. Aftenen stod i bloggens tegn, mens vi indtog en af New Zealands hofretter – meat pie.

Efter at have samlet appetit på en hyggelig gåtur gennem den idylliske by, blev morgenmaden indtaget hos det lokale bageri med en imponerende udsigt til bugten og bjergene. En halv time senere befandt vi os på selvsamme bugt iklædt wetsuit fra top til tå, som skulle opretholde en nogenlunde kropstemperatur i det kun 10 grader varme vand. På udsejlingen fra bugten så vi både pingviner og sæler – dog kneb det lidt mere med at finde delfiner. En times søgen senere var humøret, hos især Niklas, faldet en del og frustrationen begyndt at melde sig. Som trold af en æske dukkede to søde delfiner op lige ved siden af båden og vi fik et rigtig fint udsyn til de nuttede dyr. Ivrige efter at lege med dem hoppede vi i vandet, som umiddelbart gav en følelse af at skøjter, havde været den rette påklædning. Delfinerne var desværre ikke særlige legesyge og svømmede hurtigt langt væk fra båden. Christine fik dog på et tidspunkt gennem snorklen kaldt på delfinerne, som stak hovedet op kun en meter bag hende.

På grund af den meget korte tid med delfinerne fik vi på tilbageturen af vide, at vi ville få refunderet en lille del af turens pris. Dette accepterede vi dog ikke sådan uden videre, og Niklas havde derfor en kort meningsudveksling med chefen, som indvilgede i at give os en ny tur ugen efter. Dette lagde for en kort stund en dæmper på skuffelsen. Denne blev dog genoptaget da vi ved ankomst til vores hostel i Lake Tekapo opdagede, at vores ”vandtætte” kamera var gået i stykker efter turen i havet. Vi håbede, at en nat foran radiatoren ville tørre kameraet, og få det til at virke på ny.  Dette var dog desværre ikke tilfældet. Vi forhørte hos ejeren om hvor vi kunne købe et nyt kamera. Lake Tekapo er dog, som en del New Zealandske byer, meget lille og den største butik i byen er en kiosk. Igen blev vi dog mødt af den New Zealandske gæstfrihed, da ejeren tilbød os at låne hans personlige spejlreflekskamera. Selvom det ville betyde en mindre omvej på vores videre tur, at skulle aflevere kameraet tilbage, tog vi mod tilbuddet med kyshånd, da vi denne dag skulle til Mount Cook National Park, hvor vi forventede mange oplagte fotomuligheder.

Dette skulle hurtigt vise, at være en rigtig god beslutning. Nationalparken indeholder – udover New Zealands højeste bjerg (Mount Cook) – utrolig meget fascinerende natur. Vi fik anvist fire vandreture, hvorpå vi indenfor vores tidsramme ville opleve mest muligt. Første tur gik gennem sne og is til et udkigspunkt hvorfra man på gode dage kan se Mount Cook. Denne dag startede dog noget overskyet, hvorfor vi ikke fik denne udsigt, men vandreturen gennem sne, is og klipper bød dog stadig på et vue over andre bjerge i bjergkæden.

Anden tur gik til et område, som noget paradoksalt benævnes Blue Lakes. På denne tur afløste den ene bjergsø den næste, fælles for dem alle var farven – grøn! De grønne søer, de hvidklædte solbeskinnede bjergtoppe samt den nu blå himmel dannede rammen for turens formenligt smukkeste frokostpause.

Knap havde vi fået pusten tilbage, før den igen blev taget fra os. Indledningsvis fordi næste tur primært gik opad og dernæst fordi udsigten fra toppen var helt utrolig. I dalen ligger en sø med vand så lyseblåt, at man skulle tro det var malet på. Selvom det er svært umiddelbart at se, er dette en gletsjer, som er i gang med at smelte.  Som glasur på den flotte kage, er vandet derfor fyldt med store og små isstykker. Baggrunden til denne utrolige sø er 180 graders sneklædte bjerge, som tilsammen udgør et fantastisk panorama.

Dagens sidste vandretur, gik til bunden af dalen til en lille bådebro på søen hvorfra vi både rørte ved isen samt vand så koldt at man ikke kunne forstå det var flydende. Her var udsigten ligeledes fantastisk, hvorfor vi sad længe på bådebroen og kunne konkludere at New Zealands natur må være den bedste stressmedicin, der findes (ikke fordi vi ligefrem har haft brug for det på turen J)

Efter at have afleveret et kamera, en plade chokolade og tusinde af tak i Lake Tekapo gik turen videre mod Wanaka, hvor aftenen blev tilbragt på en sportspub. Rugby er en meget populær sport i New Zealand, og da VM samtidig afholdes her i landet har rugbyfeberen for alvor sat ind. Vi forstår efterhånden lidt af reglerne, mens stemningen ikke behøver hverken forklaring eller undertekster.

Vi vågnede dagen efter op til en flot udsigt over Lake Wanaka, dog med mange skyer og en del regn. Derfor måtte dagens planer, som indeholdt en sejltur ændres. Programmet blev derfor ændret til indkøb af kamera samt en tur på museum. Museet, som nok må betegnes som værende i den lavkulturelle ende, indeholdt forskellige illusioner og synsbedrag. Højdepunktet var et rum hvor, det virker som om at både vand samt en bold af sig selv triller op ad bakke, samt et rum som grundet forskellige loftshøjder giver en illusion af forskellige højder på personerne i rummet. Vi kunne derfor tage nedenstående billede, som viser at Christine ikke har fulgt en ligeså streng diæt som Niklas på turen.  

Aftenen gik igen med rugby på den lokale sportspub – denne gang i Franz Josef, hvorfra vi dagen efter skulle på gletsjertur. Da man aldrig skal gå ned på udstyret, startede denne tur med at vi fik udleveret jakke, bukser, støvler, hue, vanter, uldsokker samt meget fikse mavebælter indeholdende clip-ons, som skulle påføres støvlerne så vi kunne stå fast på isen. Turen hen mod gletsjeren startede med en halv times gang gennem regnskov, som næsten fører hen til bunden af gletsjeren. At gletsjeren går helt ned til regnskoven er meget unikt og kan kun opleves få steder i verden.

Undervejs fik vi fortalt spændende facts om gletsjeren fra vores guide, som ikke gav Niklas en ubetydelig del af opmærksomheden. På trods af det 13-mand store hold var guidens øjne 50 procent af tiden rettet mod Niklas, som heldigvis ikke lider af homofobi. Turen bød på ”kaffepause” i en isgrotte, et vandfald, der løb ned af isen, og vandring op- og nedad trapper, som vores guide huggede ud af den blå is. En oplevelse, som var cool på mere end en måde. Varmen fik vi i de nærliggende hot pools, inden turen gik videre mod Reefton, hvor vi havde et ”lille” hotelværelse på over 60 m². Indeholdt heri var blandt andet et stort køkken, hvorfor vi for første gang i lang tid selv stod bag gryderne og kreerede aftensmaden, som blev indtaget i stuen mens vi så rugby og film.

Mandag stod den på afslapning og nydelse da vi skulle til Hanmer Springs, hvor vi havde bestilt et spaophold indeholdende adgang til hot pools, dampbad, massage, privat pool samt overnatning på et rigtig lækkert hotel. Ved indcheckning på dette hotel nåede gæstfriheden endnu en gang nye højder, da værten gav os følelsen af, at hun havde ventet hele året på, at vi skulle komme og besøge hende. 

Med frokost pakket i tasken startede vi vores ophold i Hanmer med en gåtur til toppen af et lille bjerg hvorfra der var en rigtig god udsigt over den hyggelige by samt de omkringliggende, marker og bjerger. Efter denne vandring på lidt over en time, var det tid til forkælelse. Med badetøjet på gik vi fra den 10 grader ”varme” luft til hot pools på 38-42 grader, hvorfra vi havde udsigt til bjergene. Herefter stod den på massage, som bedst kan beskrives som en halv time i himlen. Fuldstændig afslappede gik vi videre til dampbadet, som var sjovt at prøve, men hvor både temperaturen og medlidenhed med kogte kartofler steg.

Tirsdag var det egentlig planen at tilbringe dagen i Christchurch, men da vi havde hørt at meget af byen desværre var blevet ødelagt under jordskælvet valgte vi, at bruge det meste af dagen i Hanmer Springs, da vi blev ret vilde med denne lille hyggelige by. Ikke mindst den omkringliggende natur, som vi gerne ville opleve denne formiddag. Lidt udenfor byen ligger en lille gård, som arranger rideture og da ingen af os havde prøvet dette før tænkte vi, at det kunne være sjovt at opleve naturen på hesteryg. Tvivlen begyndte dog at melde sig, da det på turen mod gården begyndte at regne voldsomt. Efter lidt overvejelse fik vi dog overtalt hinanden og begav os mod gården. Den ca. 1 km lange indkørsel til gården var dog lidt af en udfordring for vores lille Hyundai Getz, udover at vejen blev spærret af får, lå der også to ”små” vandhuller, som var mere egnede til svømning end kørsel.

Den første halve time blev tilbragt inde på gården i hyggeligt selskab med deres hunde, mens vi ventede på bedre vejr. Mens hestene og vi selv blev klargjort til turen skiftede vejret fra regn til sne. Da der som bekendt ikke findes dårligt vejr med kun forkerte transportmidler, satte vi os i sadlen og begav os ud på tur. Turen gik i forholdsvis roligt tempo ad små stier og vandløb til toppen af en bakke hvorfra der var en imponerende udsigt. I løbet af turen skiftede vejret fra hagl til sol og vi er rigtig glade for at vi oplevede naturen og udsigterne i begge slags vejr, der på hver sin måde var meget fascinerende. Vind i håret fik vi også, da hestene et par enkelte gange galopperede og vi gjorde vores bedste for at holde fast.     

Eftermiddagen blev igen tilbragt i hot pools – både vores egen private samt de fælles, inden turen gik videre til Christchurch. Dagens friske luft og motion havde sin indvirkning og vi var derfor rimelige trætte om aftenen. Derfor blev vores to luksusdøgn afsluttet med roomservice og film i sengen.        

Onsdag skulle vi igen forsøge os med en delfintur. Selvom vi var kørt hjemmefra i rigtig god tid, blev turen til Akaroa en smule for stressende. Jordskælvet (og de utallige efterskælv) i Christchurch har påvirket infrastrukturen og mange gader i centrum er lukkede for trafik. Da kortet på vores GPS ikke var opdateret blev det noget af en labyrint at finde vej ud af byen og til Akaroa. Uden at bryde for mange fartgrænser nåede vi dog frem til tiden – for at få meddelelsen om, at delfinturen var aflyst på grund af kraftig vind. Skuffelsen over endnu en gang ikke at komme til at svømme med delfiner samt irritationen over at have kørt næsten to timer forgæves, da arrangøren ikke havde kontaktet os også var meget stor. Vi gav rimelig kraftigt udtryk for begge følelser overfor arrangøren, men antallet af dårlige undskyldninger oversteg vindstyrken.

Fast besluttede på, at vi ikke ville spilde vores sidste dag i New Zealand kørte vi mod Hanmer Springs, som vi vidste, havde flere adventure-/naturoplevelser. Efter en smule overvejelse faldt valget på en quadbiketur, hvor det dog skulle vise sig at vinden ikke var vores eneste modstand denne dag. Da vi forsøgte at betale for turen blev vores kort afvist, da vi havde oversteget VISA’s grænse for, hvad der må benyttes i udlandet. Da det ikke indgik i vores oprindelige planer for denne dag at skulle lave de store indkøb, havde vi ikke tænkt på, at medbringe mere end ét kort. Særligt uheldigt var det også, at dette var den første dag hvor vi ikke havde alt bagage i bilen, da Christchurch var den eneste by hvor vi overnattede mere end én nat. Vi tilbød at låne arrangørens computer og betale dem via netbank, få en regning, give dem vores kort-/kontonummer, men ulig vores andre oplevelser i New Zealand var samarbejdsvilligheden i bund og kundeservice et fremmedord.

Som i et sandt eventyr blev vores prøvelser dog belønnet, da vi efter et opkald til Nets kundeservice (som heldigvis har åbent kl. halv 4 om natten) fik hævet beløbsgrænsen. Vi kunne derfor påføre os en meget charmerende kedeldragt og hjelm og påbegynde vores Quadtur. Gennem mudder og vand med skarpe sving og bakker fik vi hurtigt tiden til at gå ved at race rundt i den smukke natur.

Vi har på New Zealand tilbagelagt over 2.000 km hvilket dog ikke kan betragtes som transport, men snarere som en del af oplevelsen. Overalt har naturen været fantastisk og ikke en eneste km er kørt på kedelig motorvej.

Med fernissen nu løbende langt ned ad ryggen, må vi efterhånden se i øjnene, at det lakker mod enden. Forinden skal vi dog suge de sidste oplevelser til os i Melbourne hvor vi vil skrive det sidste blogindlæg inden turen går mod Danmark. So long.