Gold Coast - del 2

Here comes the sun. Efter en nat fyldt med regn i Coffs Harbour vågnede vi op til en skyfri blå himmel, hvilket passede os utrolig godt, da vi denne dag havde bestilt en hvaltur. Turen blev en succes da vi efter kun ca en halv time så to hvaler, hvoraf den ene var en ”lille” kalv. Det var humpback hvaler, som ved fødslen vejer 600 kg og som voksne kan veje op til 40 tons. For ikke at genere hvalerne unødigt må man ikke sejle tættere end 200 m på dem, men da de var så søde at svømme hen mod båden, var vi kun ca. 10-15 m fra dem og kunne virkelig få et indblik i hvor kæmpe store de er. Turen blev ikke dårligere af at vi på vejen tilbage så både en lille hammerhaj og to legesyge delfiner.

Efter sejlturen gik vi op en ad skråning for ende af havnen og nød den flotte udsigt over Coffs Harbour. Udsigten nød vi også da vi sad på klipperne langs vandet og spiste vores frokost, bestående af frisk fisk og wedges (australske pommes frites). 

Eftermiddagen gik mest bag rattet, da vi skulle tilbagelægge en køretur på 5-6 timer til Newcastle. Dog gjorde vi lige et isstop i Port Macquaire, hvor vi fandt en god plads ved vandet. Isen var ikke den eneste måde vi opretholdte vores sukkerbalance. Igennem hele vores ophold på Gold Coast har vi været utrolige glade for Oreo, som er blevet vores officielle kørekiks, og som derfor fylder en stor del af køkkenet. Køkkenet var denne dag også forsynet med frisk krabbesalat, som vi købte på havnen i Coffs Harbour og smovsede i bilen om aftenen. 

Mandag stod i delikatessens tegn, da turen gik mod vinområdet Hunter Valley. Vi startede dagen hos den lokale chokoladefabrik, hvilket især Christine nød godt af. Da klokken nærmede sig 11, følte vi at vi godt kunne tillade os, at indtage alkohol og kursen blev sat mod vingården McGuican, som i 2009 blev kåret som verdens bedste vinproducent. Servicen var her i top og efter ankomst, fik vi en halv time i selskab med vores egen sommelier, som guidede os igennem ikke mindre end 9 vine, hvilket især Niklas nød godt af.

Efter at have smagt den schkjide dejlige vin, fik vi et indblik i hvordan den bliver produceret, gennem en rundvisning på vingården. Da frokosten ikke kun skulle drikkes gik vi herefter mod et hyggeligt lille torv midt i en park. Vores maver blev dog ikke for fyldte til, at vi derefter tog et spil minigolf ved en nærliggende sø med et utrolig flot bjerglandskab omkring. Selvom formiddagen var meget tilfredsstillende, var dagens højdepunkt endnu ikke nået. Minigolf blev efterfulgt af aquagolf – en driving range hvor man skyder boldene ud over en sø. På søen var der placeret forskellige kurve, som hver udløste en præmie hvis man ramte ned i dem. På trods af en noget tvivlsom start, hvor Christine havde svært ved at få boldene ud til søen skete det mirakuløse at hun pludselig ramte bolden, som oven i købet fløj ned i en af kurvene. Tillykke – en flaske god vin til os. Ejeren af stedet var så glad for at have europæere på besøg, at han spurgte om han ikke måtte tage et billede af os samt få en udtalelse, som han kan lægge på sin hjemmeside. Så upti vupti, blev vi en del af golfmarkedsføringen i Australien. Hjemmesiden er stadig ved at blive færdiggjort, hvorfor man endnu ikke kan se hr. og fru Thomas Bjørn online. Succesen blev fejret med en meget lækker hjemmelavet is, før vi kørte mod en campingplads i udkanten af Sydney.

Tirsdag stod i naturens tegn da vi besøgte de imponerende Blue Mountains, som er et stort bjergområde med fantastiske udsigtspunkter. I dalene er der en tæt skovbeplantning, med mange eukalyptustræer, som eftersigende skulle opsende dampe, der i solen giver bjergene et blåt skær. Vi havde svært ved for alvor, at se denne farve, hvilket dog ikke betød det mindste da naturen uagtet farven var utrolig smuk. Første stop var en kabinelift næsten 300 m over jorden med glasbund, som muliggjorde at se ned i dybet!!!

Herefter startede en flot, udsigtsfyldt, krævende og ikke mindst LANG vandretur i bjergene. I løbet af de næste fire timer, var det tid til at forbrænde kørekiksene. Vandringen startede med over 900 trappetrin ned, som gjorde at benene på forhånd råbte Gori med tanke på turen op. Naturen vi oplevede var dog alle anstrengelserne værd. Det er svært at beskrive hvor smukt det var, så i stedet for at prøve, vil vi lade billederne tale.

Efter den lange vandring kørte vi i verdens stejleste jernbane, som på det stejleste punkt falder 52 grader. På den kun 450 meter lange tur, kommer man 250 meter tættere på havets overflade.

Med over 10 km kuperet terræn i benene vendte vi trætte mod en campingplads i Sydney, hvor vi skulle have vores sidste overnatning i bilen. Vi har haft otte rigtig gode dage i vores Jucy, som har medført mange gode oplevelser. Dog har det også sin charme igen at være tilbage på et hotelværelse. Denne gang i Sydney, hvor vi efter en uge i Australiens største by igen vil skrive. So long.